AUTORISERET PSYKOLOG

Temaer i min klinik

På denne side har jeg samlet nogle af de temaer eller emner, som jeg oftest møder og behandler i min klinik. Måske kan du genkende dig selv i nogle af dem – eller måske er det noget helt femte, du har brug for hjælp til. Uanset hvad er du altid velkommen til at kontakte mig og bestille tid til en aftale.

Stress

Stresssymptomer opstår, når vores nervesystem gennem længere tid har været overbelastet.

I behandlingen hjælper jeg dig med at finde ud af, hvad det er præcist, der stresser dig, og hvad du kan gøre ved det. Det kan være, at nogle af problemerne skal løses i dine omgivelser, og det kan være, at andre problemer skal løses ved at du bliver klogere på dine egne reaktionsmønstre, følelser og tanker, så du kan gøre noget andet end det, du plejer. Jeg bruger metoder fra kognitiv terapi, psykodynamisk terapi og mindfulness alt efter, hvad det er, der har udløst din stresstilstand.

Livskriser

De fleste mennesker kommer i krise på et eller flere tidspunkter i deres liv. Det kan fx være i forbindelse med at blive gift, at blive skilt, eller at miste sit arbejde. Eller det kan være i forbindelse med, at man lige er flyttet hjemmefra, eller at børnene har forladt reden. Nogle gange opstår en krise i forbindelse med, at man sørger over tabet af en nærtstående person, eller hvis man selv, eller en man holder af, bliver alvorligt syg.

Fælles for det hele er, at man oplever en psykisk belastning, som man ikke umiddelbart kan håndtere på baggrund af sin tidligere livserfaring. Man kan føle sig fastlåst og rådvild eller føle en generel utilfredshed eller meningsløshed med livet.

Terapi han hjælpe dig med at udforske og reflektere over, hvad der skal til for at få dit liv på ret køl igen. Måske har du bare brug for at få sat ord på det hele, eller måske skal der små justeringer eller radikale forandringer til?

LGTBQ temaer

Jeg håber, at du som LGTBQ-person tænker, at du er inkluderet under de andre sider på min hjemmeside, som jo gerne skulle handle om lidt af alt det, livet kan byde på af besværligheder for alle slags mennesker.

Skulle du have brug for samtaler, der specifikt drejer sig om aspekter ved det at identificere sig som homo- eller biseksuel, har jeg mange års erfaring med rådgivning/terapi ift. det. Det kan være, at det er svært overfor familien eller på studiet/arbejdspladsen, eller det kan være, at du kæmper med at respektere eller acceptere dig selv, også selvom alle andre synes, at det er helt fint.

Det kan også være, at du har brug for at tale om, hvad det at identificere sig som LGTBQ person betyder for din selvforståelse eller den måde, du møder og bliver mødt af verden på? Eller noget helt tredje?

I min klinik er du fri til at være den, du er, og der er plads og tid til at udforske det, du er i tvivl om.

Scroll to Top